HASSELS FØDSEL 31/05/20

Det er d. 30. maj kl. 23.00 ca. Hassel vender sig med ryggen ud af og begynder at banke hovedet nedad og sparker fra med benene. Hun vil ud nu. Shit. Ikke nu. Jeg vil ikke føde om natten. Det er alt for besværligt med fødekar på loftet og Abel, der helst ikke skal vågne. PLEASE vent til i morgen Hassel, prøver jeg at fortælle hende de næste to timer, hvor jeg har det ret ve-agtigt. Det stopper, og jeg sover hele natten.

 

Vågner ved 9-tiden og siger, så, nu er jeg klar. Og så går hun i gang igen. 9.29 mærker jeg det. Fødslen er i gang. Jeg tror ikke heelt på det. Jeg gider heller ikke at sige noget til Frede. Jeg kan ikke overskue hans reaktion. Jeg skriver dog til min jordemoder med det samme. Og så får jeg en besked fra Nico. Hun kan mærke det. En times tid efter fortæller jeg, at fødslen er i gang. De tager på legeplads, og Frede beder mig om at skrive, når de skal komme hjem. I god tid! Ok. Ud med dem. Dejligt.

 

Endelig kan jeg føde i fred. Timerne går med mig, der hører musik, danser, griner og græder. Jeg er taknemmelig og fuld af glæde og spænding over, at fødslen er i gang, og at jeg snart skal møde min baby. Det er for vildt. Jeg græder og er så bekymret, stadig, over hvordan fødslen vil forløbe og Abels reaktion. Gråden er over at vores tid som tre virkelig er slut nu. Jeg lægger min pilates bold op på sofaen. Tager også lige en sweater på, fordi jeg fryser. Lægger et tæppe over bolden, fordi jeg synes, den lugter. Så ligger jeg over den, mens jeg siger én lang tone, hver gang jeg får en ve. Synes ikke, de er så kraftige. Der er også ok lang tid i mellem. Tænker der nok går en evighed så. Orker det faktisk ikke rigtig. Jeg mærker, at jeg har lyst til at være omgivet af kvinder, der har født før mig, som har tillid til mig og elsker mig. Men jeg har også lyst til at være alene. Jeg tænker på dem, og føler de er lidt med mig alligevel.

 

Jeg skriver til Frede, at han skal komme hjem inden for en time. En halv time efter, skriver jeg, at han skal komme nu. I samme sekund går døren op. Fedt. Jeg beder ham om at give mig strømper på med det samme. Jeg fryser mine fødder. Synes generelt, det er lidt koldt. Han spørger, hvor langt jeg er. Ja nok ikke særlig langt, når jeg tænker så meget og stadig kan bekymre mig. Så er jeg jo ikke rigtig i fødsel, siger jeg.

 

Jeg skriver til min jordemoder ‘Fuck det gør ondt nu!’ Og at jeg ikke kan overskue at føde alligevel. Frede spørger, om ikke jeg vil i fødekarret nu. Jeg svarer, at der sikkert er 10 timer tilbage, og at jeg jo ikke bare kan ligge der så længe. ‘Det kan du da bare gøre, hvis du vil.’ Der går 5 min. ‘Fyld karret.’ Pludselig kan det ikke gå hurtigt nok. Jeg skriver til min jordemoder, at jeg måske snart skriver efter hende.

 

Jeg kommer i karret. Det hjælper egentlig ikke det helt vilde. Synes stadig det gør skide ondt. 10 min efter beder jeg Frede om at skrive, at hun gerne må komme nu. Jeg mærker hele tiden, hvad der sker i min krop. Ser det for mig i billeder. Jeg ved helt præcist, hvad den og Hassel laver. Men jeg synes, det er lidt irriterende at være i. Jeg er sådan lidt ‘åh. Jeg gider ikke’ agtig.

 

Min jordemoder kommer ind til mig. Dejligt. Det første jeg tænker er, at hun virkelig er blevet brun siden sidst. Vi siger lige hej i en vepause og kigger hinanden lidt i øjnene. Jeg siger, at jeg ikke magter, hvis det skal blive 10 gange værre. Jeg tror stadig ikke på, jeg er særlig langt i fødslen. Eller. Jeg ved det i virkeligheden nok godt, men vil ikke helt tro på det. Jeg kan høre på min lyd, hvor langt jeg er, men jeg føler, at jeg har det bedre, end ‘jeg burde’. Som om jeg overdriver det lidt. Det kan ikke være rigtigt, at jeg har det så godt. Det er forløsende bare at sige én lang lyd med veen. Højere og dybere. I forbindelse med min livmoder.

 

Abel løber rundt og leger rundt omkring i lejligheden. Engang i mellem kan jeg høre ham. ‘Så så Mar. Vi hjælper dig.’ Frede går til og fra. Han skal bare sørge for vand og multijuice. Jeg beder Frede om at hente sien. Kan mærke lidt pres. Får også lidt kvalme. Får lige sagt ‘årh. Jeg gider ikke det her.’ Jeg har hele tiden en hånd på åbningen. Mærker på et tidspunkt indvendigt, men det forstærker ve-smerten. Tænker på min første fødsel. Tænk at jeg tillod at få fingre op i mig dengang. Skrækkeligt egentlig. Jeg mærker hende komme længere og længere ned. Jeg lyder virkelig som en, der er meget tæt på at have en baby i hænderne, men føler ikke, at jeg har det, som jeg lyder. Jeg får fisket pølser op i vepauserne. Det tager til. Jeg får én ve, som jeg synes er rigtig nederen. Det føles som om, noget i min lænd går fra hinanden. Måske mit haleben.

 

Nu er hovedet lige udenfor. Et helt sindssygt pres indefra. Som et tog, der banker med fuld fart i ryk. Eller en dør der bliver sparket ind. Jeg mærker hovedet. Lidt ind og så fuld kraft frem et par gange. Jeg begynder helt intuitivt at gispe hovedet ud. Kan mærke mit mellemkød fuldstændig udspændt henover hovedet. Endelig giver det sig som en elastik, der springer. Ah. Endelig kan det komme ud. Det lille søde, bløde, slimede hovede. Frede kommer ind ‘hvaa, tror du, det er snart eller hvad?’ Ja, altså hovedet er ude. Jeg har en dejlig lang pause, hvor jeg sidder helt glad og smiler og aer det lille hovede. Som egentlig føles kæmpestort. Så. Det starter igen. Og kroppen kommer ud. Lidt viklet ind og med navlestrengen rundt om halsen. Min jordemoder vikler hende ud på vej ud. Det er første og eneste gang, hun gør noget. Andet end at strikke.

 

Jeg ser hende i vandet. Synes hun ligner en dreng. Hun ligger på ryggen med begge arme ud til siden og kigger på mig med sine mørke baby øjne. Jeg tager hende op. Kigger på hende. Hej skat. Ej. Du er en pige. Så var det dig, Hassel. Hun SKRIGER alt, hvad hun kan. Længe. Præcis som Abel.

 

16.29 er klokken. 7 timer. Præcis som jeg havde tænkt. Abel hopper og griner og smiler og kommer hen og ser hende. Wow, hvor var det nemt. Hvordan kan det være så nemt? Det føltes så simpelt.

 

Der går ikke længe, før min krop vil af med moderkagen. Den kommer ud på et par pres og host. Kæmpe basse. Op i en skål med den. Abel spørger om han må røre den. Ej, ikke alligevel. Jeg kommer over i sengen og nyder bare følelsen efter fødsel. Jeg har født hende. Vi fik en pige. Hun hægter sig på brystet med det samme og går bare i gang.

 

Jeg får en kop motherwart te, og de andre får kaffe. Min jordemoder skærer nogle stykker moderkage til mig. Et til nu og to til de næste dagen. Jeg får en smoothie med et af stykkerne med det samme. Abel vil også smage. Skynder mig at drikke det, inden han vil have det hele. Jeg spørger efter en times tid, om min jordemoder lige kan tjekke mit underliv. Jeg kan mærke, at alt er fint indvendigt, men jeg kunne mærke, at mit mellemkød gav sig. Det var et lille stykke. Rimelig overfladisk. Vi aftaler, at vi lige ser det an til dagen efter.

 

Min jordemoder smutter, og jeg sender Frede og Abel afsted efter burgere fra burger schack. Bedste burger i mit liv!! Abel bliver puttet, og så ligger vi bare i sofaen. Mig, Frede, Hassel og gigant moderkagen.

ABELS FØDSEL 28/09/2017

Jeg vågner ved 6 tiden om morgenen to dage før hospitalets termin, to dage efter mine egne beregninger. Jeg kan mærke noget anderledes og underligt. Jeg prøver at sove, men kan ikke, så jeg står op. Jeg ved nok godt, at jeg skal føde i dag. Jeg går på toilettet, og kan se noget blodigt slim, da jeg tørrer mig. Nå, så bliver det i dag, tænker jeg. Jeg har også rimelig meget tyndskid, så jeg ved godt, hvad min krop har gang i. ⁣ ⁣

 

Frede står op og spørger, mens jeg sidder på toilettet: ’Har du ikke været oppe længe? ’Jo.’ ’Jamen, tror du, du skal føde i dag?’ ’Ja, det skal jeg nok.’ ’Okay, jamen kan jeg tage i skole?’ Jeg aner jo ikke, hvor længe det kommer til at tage. Jeg er forberedt på en 24 timers fødsel, men ved jo også, det kan gå helt amok lige pludselig. Vi aftaler, at vi ser det lidt an.⁣ ⁣

 

Der går en times tid. Det er helt sikkert veer. De er regelmæssige fra start men korte. Jeg kan ikke rigtig lokalisere dem. Jeg aftaler med underboen Nicoline, at jeg kommer derned indtil Frede kommer hjem. Han skal bare lige ind og stemple sig ind.⁣ ⁣

 

Jeg laver min morgengrød og går derned. Tager et stort bind på, hvis nu vandet skulle gå i deres nye sofa. ⁣Vi hygger og pjatter, og jeg spiser min grød. Havregrød med banan, hasselnødder og et stykke mørk choko. Nico er også gravid, men kun et par måneder henne. Hun skal have guldkorn til morgenmad og krydderboller med på madpakke.⁣ Jeg bruger min ve-app. De er stadig regelmæssige. De gør ikke ondt, men jeg vil helst ikke tale, mens jeg har dem. ⁣

 

Klokken bliver 9.15, Nico tager på arbejde og Frede kommer hjem. Vi gør det hyggeligt herhjemme, og Frede rydder op og gør lidt klar. Jeg har købt en masse snacks til jordemoderen, som jeg stiller frem i køkkenet sammen med min ønskeliste og en lille seddel. ⁣

 

Jeg ringer til afdelingsjordemoderen på Hvidovre for at fortælle, at fødslen er i gang. Det har jeg fået at vide, jeg skal, så de kan have en klar. Hun begynder at fortælle mig aaaalt muligt, som jeg godt ved, om fødslens faser osv. Det ved jeg jo godt og får endelig sagt, at jeg bare ringer for at høre, hvornår jeg skal ringe igen. Jeg ved jo godt, jeg ikke skal føde lige nu. ⁣ ⁣

 

Frede beslutter sig for at køre ind til byen og hente nogle filmruller. Vi aftaler, jeg skriver, hvis han skal vende om, men det går fint, og han når det. ⁣ ⁣

Da han kommer hjem ser vi Ozark, og jeg spiser mine tahin/choko crunchbarer, som jeg har lavet til dagen. Jeg ved, det er godt at få en masse fedt og protein, uden at have for meget i maven. Jeg kan ikke tygge, når jeg har en ve, så det ligger bare inde i munden. ⁣

 

⁣Timerne går, og veerne bliver kraftigere og længere. Jeg ligger hen over min yogabold og bevæger mig fra side til side. Der er lyd på toppen af veen nu. Jeg er helt fokuseret. Jeg mærker det udelukkende i lænden. Jeg er meget i tvivl, om hvor langt jeg er, og hvornår vi skal ringe ind. Jeg er forberedt på det værste, så jeg tænker egentlig, det er for tidligt at ringe.⁣ ⁣ Vi skriver til Troels og Marie, om de kan hente Polly. Vi har aftalt, at den kommer over til dem, mens jeg føder. ⁣ ⁣

 

Ved 15 tiden skriver jeg til min veninde Ida, at jeg ikke ved, hvornår jeg skal ringe. Hun spørger, om jeg kan tale, mens jeg har veer. NEJ, det kan jeg ikke. Hun siger, vi skal ringe. Frede vil meget gerne ringe, men jeg tøver. Jeg gider ikke være en idiot-fødende, der ringer ind alt for tidligt. 15.45 ringer Frede ind og taler med en jordemoder. Jeg får hende i røret. Hun lyder virkelig sød. Jeg giver Frede røret, når jeg får veer. Hun siger, at det lyder rigtig godt, og at hun vil pakke sine ting og tage en taxa.

 

Da vi har lagt på, beder jeg Frede om at fylde fødekarret. Det går rimelig hurtigt, synes jeg. Generelt synes jeg at timerne flyver afsted, og bliver næsten lidt nervøs over, at fødslen kommer tættere på. Men jeg tænker også, at jeg godt kan overskue 10 timer mere. På en måde er jeg ikke helt klar, men min krop har været klar LÆNGE, og det har Abel også. ⁣ ⁣

 

Jeg kommer i fødekarret. Det var det vildeste. Jeg græd næsten over, hvor dejligt det var. Jeg fik en ve-pause på 10 minutter. Det var fantastisk. Jeg havde det så godt! ⁣ ⁣

 

Omkring 17-17.30 kom jordemoderen. M. Hun var virkelig sød og rolig, og jeg blev så lettet. Hun sad bare ved bordet og skrev lidt ned. Hun spørger, om babyen har bevæget sig i dag. ’MEGET’ siger jeg. ’Dygtig baby’, svarer hun. Hun spørger, om hun måtte tjekke, hvor langt jeg er. Jeg har skrevet på min ønskeliste, at jeg ikke vil tjekkes unødigt, så det regner jeg ikke med, at det er, og siger ja (Det var det selvfølgelig). 6-7 cm. Okay, hold da op. Jeg vidste godt, jeg havde åbnet mig, men jeg ville ikke lægge så meget i cm i forhold til tid. Det måtte tage den tid det tog, og jeg skulle bare holde det ud. Indtil videre havde jeg klaret det. Jeg var helt til stede. Tid var ligegyldigt, for jeg var bare i nuet. Jeg skulle kun forholde mig til mit lille kar og veerne. Jeg havde ikke engang lagt mærke til, at Frede havde tændt stearinlys. ⁣ ⁣

 

M syntes, jeg klarede det virkeligt godt, men jeg tænkte, at hun nok sagde det til alle. ⁣ ⁣

 

Veerne ændrer sig, og jeg kan mærke, at min krop begynder at skubbe på toppen af veen. M spørger, om jeg føler, jeg skal presse lidt. Det ved jeg ikke. Min lyd bliver anderledes. Jeg bruger laboro under veerne og har åbne hænder. Prøver at være så afslappet som muligt. En, to tre, fire og en udåndingslyd. Og så dybe vejrtrækninger når veen er ved at slippe. Ellers slipper den ikke, og der kommer en til. ⁣ ⁣

 

Frede henter hele tiden vand med isterninger og multijuice i ve-pauserne. Jeg havde glædet mig længe til den multijuice. Den gode fra Irma. ⁣ ⁣

 

Jeg spørger M, om smerterne bliver MEGET værre end det her. Jeg er stadig bange for, at det bliver helt sindssygt lige pludselig. Hun siger, nej, men at de nok ændrer sig lidt. ⁣

 

Lige pludselig går det op for mig, at jeg faktisk er ved at føde en baby. Jeg bliver helt glad. Det sker. Jeg tror stadig ikke på, at der faktisk kommer en baby, men jeg er i hvert fald i gang med at føde. Det tror jeg på.⁣

 

Hun fortæller, at der snart er vagtskifte, så der kommer en anden jordemoder. Åh nej. Jeg får spurgt, om det er en sød én. Det siger hun ja til. Det skal hun jo sige, tænker jeg. ’Nej, det er en nar, der kommer.’ ⁣ ⁣

 

Den nye jordemoder kommer. Hun er også ung. M2. Hun er meget rolig og nærværende. Jeg bliver lettet igen. De taler lidt sammen. Jeg kan høre, de siger ’hold da op, de kommer bare som perler på en snor.’ Veerne. Jeg orker ikke rigtig pauserne mere, for jeg ved, at der kommer en ve igen om lidt alligevel. ⁣ M siger farvel og spørger, om hun må få besked, når jeg har født. Det må hun gerne. ⁣ ⁣

 

M2 spørger, om jeg vil have noget for smerterne, bistik måske. Nej, det kan jeg ikke overskue. Jeg har slet ikke overvejet smertestillende.⁣⁣ Min krop begynder at skubbe mere og mere. Det føles som at kaste op, men den anden vej. M2 vil gerne tjekke, hvor langt jeg er (unødvendigt, men det ved jeg ikke og igen siger jeg ja). Næsten 10 cm. Hun vil gerne skubbe en lille kant væk under en ve, så jeg er helt åben. Hun tjekker hjertelyd HELE tiden. Mellem hver presseve. Jeg når at blive bekymret hver eneste gang. Men den er helt fin hele vejen igennem.

 

Jeg brøler som et vildsvin under presseveerne. Jeg har aldrig råbt så højt før. Jeg er helt ligeglad. Jeg får også lavet nogle små lorte i vandet. Det er jeg også ligeglad med. Jeg får dem fisket op med en si i en ve-pause. Vinduerne er åbne, og jeg tænker, at hele Amager kan høre, jeg er i gang med at føde. Jeg har ikke engang skrevet en seddel i opgangen, fordi jeg tænkte, jeg ville være stille. Det er rimelig hårdt, fordi det gør så ondt. Jeg er glad for, at jeg er i god form. Jeg kan klare det her i mange timer endnu. Jeg har virkelig trænet til den her fødsel på alle måder, jeg kunne. ⁣ ⁣

 

M2 vil gerne have mig ud at tisse igen. Jeg bliver ved med at få veer, og kan ikke overskue det. Jeg siger til hende ’det tror jeg altså ikke, jeg kan.’ ’Jo, jo, det kan du godt.’ ’Jamen hvad hvis jeg får en ve?’ ’Jamen det gør du.’ ’Okay.’ Jeg var ret tryg ved hende, og stolede på, jeg godt kunne, når hun sagde det. Nu tænker jeg, at hun gerne ville have det til at gå lidt hurtigere, for det gjorde det, når jeg kom op af vandet, men jeg havde på ingen måde travlt selv. Jeg havde det godt i vandet. ⁣ ⁣

 

Jeg kom op og fik selvfølgelig en ve. Tyngden føltes helt vild. Jeg kunne ikke stå på mine ben, når veerne kom, så jeg holdt pause på madrassen ved sofaen. Jeg kom op igen og tog en ve stående, mens Frede holdt mig. Han var nødt til at holde hele min vægt, men jeg bare råbte ham ind i øret. Jeg kommer ud på toilettet. Jeg føler, jeg har en bowlingkugle mellem benene, og er bange for, jeg kommer til at føde ham ned i toilettet. Jeg hænger på Frede, mens jeg sidder der og råber ham ind i øret. Veerne er så tætte nu. Jeg bliver bange for, jeg ikke kan nå ind igen. Jeg kan ikke gå. Veen slipper, og jeg halv-løber med spredte ben ind til karret. Han er virkelig langt nede nu, men ligger stadig inde i fosterhinden, og vandet er ikke gået endnu. Det er derfor, det spænder så meget, siger M2. Det gør sygt ondt.

 

SHIT, det brænder. Jeg er egentlig ikke klar på, at jeg skal have en baby lige om lidt. Min krop presser bare. Jeg gør ingenting. Jeg holder Fredes hånd og har fat i lineren på bunden af karret. Jeg sidder på knæ. Det har jeg gjort hele tiden med ansigtet boret ned i kanten på karret. Ansigtet kører fra side til side, men mine hænder har været åbne indtil presseveerne. Der skal jeg bare have fat i noget. ⁣ Jeg kan mærke det lille slimede hoved. Det skal ud. Det ved jeg stadig ikke lige, om jeg er klar på. Det føles som om, han ikke kan komme ud. Jeg kan mærke, hovedet begynder at komme ud, og tænker ’du smadrer ALT lige nu’, alt bliver bare mast. M2 siger ’Nu skal du gispe’, og jeg tænker ’JA, det kan jeg! Det her har jeg øvet!’ Hovedet kommer ud. Jeg skal gispe igen. Jeg prøver, men min krop skubber bare. Jeg kan ikke gøre noget. Nu kommer han. Jeg tager ham op. Jeg kan ikke huske, at jeg tager ham ud og op. 21.45. Det er det eneste, jeg ikke kan huske. ⁣

 

Han kommer op, og jeg er helt overrasket. Så overrasket over, at jeg lige har født en barn. Jeg fik faktisk en baby. Jeg griner af lettelse. Jeg klarede det. Han skriger helt vildt og er virkelig fedtet på ryggen. Det er helt mærkeligt det hele. Men jeg har det bare så godt. Vi sidder lidt i karret. Jeg kommer op i sofaen. Jeg er virkelig bange for, om jeg er gået fuldstændig i stykker, og om moderkagen selv vil komme ud. Jeg siger til M2 ’Nu kan jeg mærke, at min krop presser lidt igen’. Hun hiver helt forsigtigt i navlestrengen og moderkagen glider bare ud. Helt fin og intakt. Navlesnoren pulserer færdig, og Frede klipper den.